Dorthe Gjørtz © 2019 

CVR: 39248670

  • Facebook - White Circle
 
En mangeårig interesse for sindets bevidste og underbevidste processer har været udgangspunkt i mine behandlinger. Jeg udvider nu min horisont til de kropslige og biologiske processer. Jeg er under uddannelse i naturlig hormonterapi frem til årsskiftet 2020/2021. I den periode tager jeg ikke nye klienter i hypnose eller samtaleterapi. 
 
- NYHED -

 

Om mig

 

Mit navn er Dorthe Gjørtz, og jeg vil byde dig hjertelig velkommen her til mit professionelle univers.

 

Her på min hjemmeside kan du finde information om det jeg kan tilbyde dig hjælp med.

 

Du kan læse om mine kvalifikationer og forudsætninger for at lave det arbejde jeg gør samt om mine kompetencer-som er der, hvor der brænder en helt særlig ild i mig.

 

Den ild kan kun brænde, fordi jeg har gået vejen selv - i mig selv, og kun derfor er jeg i stand til at hjælpe andre mennesker på det dybe plan, som jeg ynder at arbejde i. 

I mit arbejde med mennesker lægger jeg vægt på et samspil mellem psyke, krop og sjæl. Det er overordentlig vigtigt for mig, at de mennesker jeg arbejder med bliver anerkendt i deres egne følelser ligesom det er særdeles vigtigt, at mine klienter selv finder frem til nye erkendelser i sig selv.

   

NGH Hypnotisør & Hypnoterapeut ved            

Human Education Group - HEG

Show & Stage Hypnotist ved

The Hypno Academy Danmark

 

Master Show Hypnotisør ved

The Hypno Academy Danmark 

   

Krisepsykologi RITS® trin 1-5 Rekonstruktion 

og integration af traumatisk stress ved        

Center for Beredskabspsykologi / Soscon

 

Systemisk Opstiller ved ISFO ved

Institut for Systemisk Opstilling

       

Certificeret Sexolog ved Joan Ørting APS

 

Anden uddannelsesmæssig baggrund:

Jeg er uddannet miljøtekniker med efteruddannelse i miljøjura og som projektleder. I mit tekniske job  

arbejder jeg for at passe på vores natur og miljø.  For mig giver det en rigtig fin helhed både at beskæftige mig med det ydre i vores smukke verden samt det indre i vores fantastiske sjæl. 

 

 

Min mission

 

Jeg er på en mission. Den handler om mening og livskvalitet – om hvordan vi når dertil for at blive der, uanset alt det der foregår udenfor os.

Den rene mening og livskvalitet opnås i min verden ikke ved materielle goder eller ydre forhold, men handler om at finde den indeni os selv som frihed til at kunne være dig og mig, og med kærlighed til alt hvad vi indeholder.

Det burde være simpelt at værdsætte os selv, men det er det ikke altid og heri kommer min mission ind i billedet.

For du har været der engang, hvor du var i en dyb kærlighedskontakt med dig selv – nu er det gængse, at kærligheden skal findes i et andet menneske udenfor os selv.

 

Men hemmeligheden er, at dine nære relationer ikke bliver stærkere end din kærlige relation til dig selv, så det er her alting starter – mødet med dig selv, som den person du er født som.

Min mission er at inspirere henimod kærlighed og guide dig forbi smerte, negative mønstre og begrænsende overbevisninger, så du når dertil, hvor de episoder og vilkår du blev en del af ikke længere kontrollerer dit liv.

 

Fra din autentiske kerne vibrerer de skønneste følelser. De følelser du måske før kun mærkede i glimt har du nu redskaber til at nå, når du bevidst ønsker det. Du har gjort den smukkeste handling - du har taget ansvar for dit liv. 

Min mission er det ægte liv, som er det liv du selv bevidst skaber fyldt med kærlighed, frihed og rummelighed. Jeg kan ledsage dig på din rejse, da det er min vej-min mission.

 

 

Skoven & havet

 

Naturens kraft er min ressource. Mit virke er en balance mellem at være ude og være hjemme.

 

Ude møder jeg det pulserende liv med menneskene, historierne og hændelserne, som påvirker og former liv.

 

Hjemme søger jeg naturen, aleneheden og stilheden. Det er balancen mellem det ene sted at møde inspiration og spørgsmål og det andet sted at reflektere og få indsigter. At åbne og at lukke. 

Mit hjem er et lille skovhus, der læner sig smukt op ad Rold Skov. Danmarks største skov med sin ro, energi og mystik. Jeg føler mig ultra priviligeret og taknemmelig for at have manifesteret min drøm om at bo lige der midt i naturens kraft og høje vibration. 

Så ofte det er muligt for mig søger jeg havet. I der kender mig vil vide, at Vestkysten er mit andet hjem. Her finder jeg rum til kreativitet og dybe processer.

Sådanne processer der er helt nødvendige og afgørende for, at jeg efterfølgende kan guide mennesker tilsvarende i dybden med sig selv. Jeg når ikke dybere med mine klienter end jeg er i mig selv. 

Havet er en kæmpe inspiration for mig med dets vildskab og rå styrke samtidig med, at havet er det feminine og følsomme element. Intet andet sted møder jeg kontraster på samme måde, som jeg gør ved havet.

At søge modsætninger i mit liv gør mig hel, og det at bruge mange sider af mig selv giver mig glæde og frihed. Frihed er min største værdi i livet, og hvor friheden findes, er der næring for kærligheden til mig selv og mine medmennesker. Frihed skaber rummet til kærlighed. 
                       

Nature is not a place

to visit. It is home.                                   Gary Snyder